Hvad skaber et lokalområde, hvor der både er tilflytning og tilknytning? I en ny temaserie sætter Dit Videbæk fokus på det - og du har serveretten. Læs, hvordan du gør i artiklen her.

Du har serveretten: Hvorfor bor du netop her?

I en ny temaserie sætter Dit Videbæk fokus på tilflytning og tilknytning. For hvad gør, at man ender med at bosætte sig netop her i området - og bliver her? Kom med dit bud og bliv samtidig klogere på, hvordan journalisterne på redaktionen er endt med at bo i området

Hvorfor slår man sig ned i vores lokalområde? Hvordan falder man til? Og hvad med dem, der aldrig kommer til at føle sig hjemme?

Netop det sætter Dit Videbæk fokus på i en ny temaserie om tilflytning og tilknytning.

Men for at lave det bedste tema, vil vi gerne høre fra jer:

  • Hvordan er du endt med at bo netop, hvor du bor?
  • Hvordan faldt du til? Og er der nogle personer, der gjorde en forskel for dig?
  • Er du ikke faldet til endnu - og hvad tror du, der skal til, før du gør det?
  • Kender du til særlige initiativer lokalt, der hjælper tilflyttere? Nogle, der er særligt gode til at skabe rammer for, at nye falder til? Eller andre gode historier, vi skal kende til?

Eller er der andet, vi skal sætte fokus på? Så har du nu serveretten: Skriv til journalist Mette Christensen ved at klikke her - eller skriv i kommentarfeltet under artiklen.

Dit Videbæks redaktion har hjemme på Søndergade 3 i Videbæk, men også redaktionens journalist og egnsredaktør bor lokalt. Læs nedenfor, hvordan de er endt netop her i lokalområdet, og hvad de sætter mest pris på.

Journalist Mette Christensen

Hvordan er du endt her i området?

Jeg er barnefødt på slægtsgården Fastergård mellem Videbæk og Skjern. Jeg er udpræget familiemenneske, så det at bo i nærheden af min familie har altid været et must for mig.

Hvad sætter du mest pris på ved at bo her?

Jeg er glad for, jeg kender mine naboer og vi altid har tid til en lille snak. Nærvær og netværk betyder meget for mig. Det er en stor del af min hverdag. Jeg kan ikke se mig selv et sted, hvor jeg ikke kender dem, jeg bor tættest på.

Når jeg er på ferie, går der ikke mange dage, før jeg længes hjem. Dét at blive blæst godt igennem af vestenvinden, er noget af det, jeg sætter stor pris på.

Vesterhavet og udsigten til de åbne vider er noget af det, jeg nyder mest.

Egnsredaktør Jens Kristian Lynderup

Hvordan er du endt her i området?

Jeg kom til Videbæk i 1991, hvor jeg nygift og sammen med min kone Tina Lynderup bosatte mig i en lejlighed. Huset vi boede til leje i, har vi siden købt og nu er vi knyttet til Videbæk.

Det var ellers ikke en selvfølge, for vi var bare på midlertidigt ophold mellem gymnasium og videreuddannelse. Men af mange forskellige årsager kom vi aldrig videre, og det er vi ret tilfredse med i dag.

Hvad sætter du mest pris på ved at bo her?

Netværket! Så kort kan det siges. De første år nok primært i og omkring kirken, men med årene også gennem erhvervslivet, skolerne, foreningslivet og arbejde.

Jeg tror, det er det vigtigst ved at falde til et sted, at man får sig et netværk, og at man også selv er aktiv for at opsøge det. Vi var heldige at nogle gode mennesker bød os velkommen, men vi har som familie også haft vilje til at møde nye mennesker. Det må gå hånd i hånd, hvis tilknytning skal lykkes fuldt ud.

Indlæser debat