Foto: Henrik Ole Jensen

Rød autotransporter ramte elscooter ved Spjald: Føreren kørte væk fra uheldsstedet

Politiet efterlyser føreren af en rød autotransporter, som tirsdag sidst på formiddagen var involveret i et trafikuheld på Brejningvej syd for Spjald.

Politiet oplyser, at autotransporteren ramte en elscooter, som kom kørende ud fra Ølstrupvej for ubetinget vigepligt.

Føreren holdt ind til siden efter sammenstødet, men da en cyklist kom hen for at hjælpe kvinden, der førte elscooteren, kørte autotransporteren videre uden at udveksle forsikringsoplysninger med kvinden.

- Vi vil gerne tale med manden om, hvordan han oplevede uheldet, siger politikommissær Knud Lauridsen fra lokalpolitiet i Ringkøbing.

Elscooteren blev ført af en 69-årig kvinde fra lokalområdet. Hun fik flere knoglebrud efter sammenstødet med transporteren, og hun blev kørt til behandling på sygehuset.

Indlæser debat